En ny gulvreklame er dukket op på halvgulvet til hjemmekampene i GOG. Og når den slovenske landsholdsspiller Nejc Chete scorer mål, bliver der råbt Humlebo Gruppen som personlig GOG-partner til netop den spiller.
Ejendomsvirksomheden med hovedkontor i Odense er ny partner hos de danske mestre fra GOG. ”Det giver god mening for os,” udtaler Carsten Rasmussen, der er ejer og bestyrelsesformand i Humlebo Gruppen.
Humlebo Gruppen har flere udlejningsejendomme Odense, men også i Svendborg. Flere aktiviteter på Sydfyn er kommet til de senere år. Familievirksomheden er lige nu i gang med et ambitiøst projekt med at bygge eksklusive seniorboliger på Kogtvedsund, som er den tidligere søfartsskole i Svendborg.
”Vi har flere aktiviteter på Sydfyn. Min far er flyttet derned for et par år siden, og jeg er ved at sætte hus i stand i Svendborg, så jeg rykker lige om lidt. Sydfyn er ved at komme ind under huden på os. Og det samme er GOG,” lyder det fra formanden med et stort smil.
Familieværdier findes både i GOG og Humlebo Gruppen
Carsten Rasmussen ejer virksomheden sammen med sin lillebror og far, der grundlagde Humlebo Gruppen i 1965. Boligselskabet er også en del af projektet med at bygge en ny multiarena i Svendborg i samarbejde med andre investorer.
”GOG bygger på familieværdier og en stærk kultur. Det passer godt sammen med vores virksomhed. Et synligt flagskib på Sydfyn med en ydmyg tilgang til tingene. Med hårdt arbejde formår en lille klub fra Gudme at spille lige op med de største på verdensscenen. Og så er der et fantastisk partnernetværk, som vi er meget glade for at være en del af,” fortæller Carsten Rasmussen.
I GOG er Kasper Jørgensen også begejstret for det nye logo på lægterne i hallen i Gudme. En stor og velkendt virksomhed fra Odense, der er ved også at slå rødder på Sydfyn, er en stor gevinst for GOG, mener direktøren.
”Det er en stor fornøjelse at få nye, store partnere med ombord i GOG. Det viser, at vi er en attraktiv samarbejdspartner. Humlebo Gruppen vil gerne gøre noget på Sydfyn, og vi har mange fælles værdier, og så har vi samarbejdet med Carsten Rasmussen i flere sammenhænge. Både med vores billetsystem, som han er involveret i, og selvfølgelig arbejdet omkring en ny multiarena i Svendborg. Så vi er meget glade for, at vi nu også får Humlebo Gruppen inden for dørene, og vi er sikre på, at det bliver et godt partnerskab til gavn for begge parter.”