Humlebo Gruppen ny partner i GOG

04/11/2022
Håndboldklubben GOG har en stærk kultur med fokus på et lokalt forankret fællesskab, vindermentalitet og talentudvikling. Nu har Humlebo meldt sig under de gule faner som partner i klubben – de tydelige familieværdier er et perfekt match.

En ny gulvreklame er dukket op på halvgulvet til hjemmekampene i GOG. Og når den slovenske landsholdsspiller Nejc Chete scorer mål, bliver der råbt Humlebo som personlig GOG-partner til netop den spiller.

Ejendomsvirksomheden med hovedkontor i Odense er ny partner hos de danske mestre fra GOG. ”Det giver god mening for os,” udtaler Carsten Rasmussen, der er ejer og bestyrelsesformand i Humlebo.

 

Humlebo har flere udlejningsejendomme Odense, men også i Svendborg. Flere aktiviteter på Sydfyn er kommet til de senere år. Familievirksomheden er lige nu i gang med et ambitiøst projekt med at bygge eksklusive seniorboliger på Kogtvedsund, som er den tidligere søfartsskole i Svendborg.

 

”Vi har flere aktiviteter på Sydfyn. Min far er flyttet derned for et par år siden, og jeg er ved at sætte hus i stand i Svendborg, så jeg rykker lige om lidt. Sydfyn er ved at komme ind under huden på os. Og det samme er GOG,” lyder det fra formanden med et stort smil.

 

Familieværdier findes både i GOG og Humlebo

Carsten Rasmussen ejer virksomheden sammen med sin lillebror og far, der grundlagde Humlebo Gruppen i 1965. Boligselskabet er også en del af projektet med at bygge en ny multiarena i Svendborg i samarbejde med andre investorer.

 

”GOG bygger på familieværdier og en stærk kultur. Det passer godt sammen med vores virksomhed. Et synligt flagskib på Sydfyn med en ydmyg tilgang til tingene. Med hårdt arbejde formår en lille klub fra Gudme at spille lige op med de største på verdensscenen. Og så er der et fantastisk partnernetværk, som vi er meget glade for at være en del af,” fortæller Carsten Rasmussen.

 

I GOG er Kasper Jørgensen også begejstret for det nye logo på lægterne i hallen i Gudme. En stor og velkendt virksomhed fra Odense, der er ved også at slå rødder på Sydfyn, er en stor gevinst for GOG, mener direktøren.

 

”Det er en stor fornøjelse at få nye, store partnere med ombord i GOG. Det viser, at vi er en attraktiv samarbejdspartner. Humlebo vil gerne gøre noget på Sydfyn, og vi har mange fælles værdier, og så har vi samarbejdet med Carsten Rasmussen i flere sammenhænge. Både med vores billetsystem, som han er involveret i, og selvfølgelig arbejdet omkring en ny multiarena i Svendborg. Så vi er meget glade for, at vi nu også får Humlebo inden for dørene, og vi er sikre på, at det bliver et godt partnerskab til gavn for begge parter.”

Del denne artikel:

Opdatering vedrørende opførelsen af 38 nye boliger på Thurø

Nu er der nyt omkring vores projekt på Thurø, hvor der skal opføres 38 boliger samt fælleshus på den fine beliggenhed, hjørnet af Eriksholmsvej og Brovejen.

Den længe ventede lokalplan (nr. 693) for området ved Brolunden på Thurø er endelig ved at være på plads. Lokalplanen er færdigudviklet og har været i offentlig høring. Der mangler nu kun den afsluttende politiske og kommunale behandling, inden lokalplanen er endeligt godkendt. Dette forventes at være på plads medio december måned 2025.

Projektet, som er tegnet af det lokale arkitektfirma C&W, skal over de næste par måneder finpudses og justeres i forhold til den vedtagne lokalplan. Vi forventer på den baggrund at kunne opstarte byggeriet på Thurø i første kvartal 2026. Forventet byggeperiode 12-18 måneder.

Vi har i forbindelse med projektarbejdet valgt at lade Vagn Bjørnemosen stå i spidsen for projektet. Vagn, som bor på Bjørnemose Gods, har en stor kærlighed til Thurø, så han er den rette mand at sætte i spidsen for projektet, som han i øvrigt kun ligger et stenkast fra Bjørnemose Gods.

Såfremt der er spørgsmål til projektet eller boligerne, skal de fremadrettet stiles til Vagn Bjørnemosen på denne mail: vagn@bjornemosegods.dk  

Vi glæder os til at komme i gang med de lækre boliger på Thurø til foråret.