For et halvt år siden havde Kirsten og Kurt Skov ingen planer om at forlade huset i Faaborg. Men nogle naboer spurgte, om de ikke ville med til et arrangement og høre mere om byggeriet af seniorboliger i Kogtvedsund – det tidligere Kogtved Søfartsskole.
”Vi tog med og så på projektet, men vidste faktisk ikke rigtig, hvad det gik ud på. Men så faldt vi simpelthen for den mulighed, der var for at få lige den lejlighed, som vi nu har fået,” fortæller Kirsten Skov, der ligesom manden Kurt er født og opvokset i Svendborg. Men selvom parret har boet i 50 år i Faaborg, så har de aldrig rigtig forladt Svendborg i hjertet, fortæller de.
”Og da der blev fortalt om, hvilken sjæl og liv som Humlebo Gruppen vil bygge ind i det og bevare det, så kunne vi ikke andet end at slå til,” fortæller Kurt Skov.
Fundament og fællesskab
Kirsten og Kurt Skov kører et par gange om ugen fra Faaborg til Svendborg for at følge med i byggeriet på Kogtvedsund og se, hvor langt er håndværkerne nået. Nu begynder parret så småt at kunne se fundamentet for deres kommende bolig.
”Projektet er spændende, fordi det ligger, som det gør. Jeg kan sagtens forestille mig, hvordan det vil være hver dag at vågne op og sætte sig i stuen og kigge ud på vandet. Og alt det lys, man får, når man bor ved vandet. Det er bare specielt,” mener Kirsten Skov.
28 ud af de 43 lejligheder er allerede udlejet, selvom byggeriet langt fra er færdigt. Kvaliteten af boligerne, beliggenheden ved kanten af Svendborgsund og det fællesskab, der er lagt op til med projektet – det er årsagerne til, at Kirsten og Kurt Skov skrev under på en bolig på Kogtvedsund.
”Det, vi glæder os allermest til, når vi skal flytte ind her på Kogtvedsund, er at opleve området i hverdagen, de nye lækre lejligheder, der bliver etableret her og også at kunne tage del i det fællesskab, som kommer, når alle vores nye naboer flytter ind til efteråret. Det er vores store drøm,” slutter Kurt Skov.
Kogtvedsund består ud over de 43 seniorboliger af mondæne fællesområder med fællesstue og køkken, bibliotek, orangeri, værksted, bådebro mv.
Læs mere om projektet på www.kogtvedsund.dk ansøg om din drømmebolig.